NYBYGGERNE – RIDEHUSET I AARHUS 2010

PROJEKTBESKRIVELSE

I mit tidligere arbejde med by-arkitektur, har jeg været fascineret af det faktum, at der bag ethvert vindue i byen udspiller sig en hverdag for nogen.

Jeg får altid lyst til, at kigge ind bag alle disse vinduesrammer, og gør det da også (på uforskammet vis) der, hvor vinduesplaceringen tillader det. Men alt for ofte må jeg forblive ”udenfor” i min nysgerrighed.

Vinduet kan ses som fladen hvor privatsfæren og den offentlige sfære støder sammen.

 

Jeg vil gribe fat i min fascination og lave en installation bygget op i en gigantisk mængde af (selvfabrikerede fotoprintede pap-)vinduer. Åbne vinduer, lukkede vinduer. Vinduer der griber ind i hinanden, vinduer der står alene. Lyse vinduer, mørke vinduer. Små og store vinduer. Gamle og nye vinduer.

 

Man vil kunne tale om, at jeg har personliggjort vinduerne, og på den måde fortalt om livet bag de mange vinduer.

Men man vil også blot kunne se installationen som en æstetisk helhed, et kæmpe grit, med en mængde vandrette og lodrette linjer, der på kryds og tværs udfylder matriklen og når en højde på ca. 4 meter.

Det vil blive en kæmpe 3 dimensional collage.